Mysterium

"Den sidste nat før vi skilles,
Så, men ikke før, jeg er din.
Giv mig din hånd! Du må ikke klage,
Jeg vil have noget mere for mig alene. "

Hun talte det. Og endelig kom den time,
Og kun stjernerne holdt vagt;
Kun to hjerte slå dybe
Og kun ånde af natten.

Ingen vold og ingen fortvivlelse;
Hun løsnede bæltet og beklædning
Og var højtideligt og lydløst
Og hjælpeløst forelsket hånd.

Han holdt beruset på sit hjerte
Den steg af deres pande.
"Så jeg lod nu verden beslutte!
Efter denne time er hun ingenting. "

Men hun græd, at i tårer
Hendes lidenskabelige hjerte zerging;
Hun tænkte ikke mere end det til vaginal
Nu hang i sine arme.

Hun skælvede i klokke bankende
Og lukkes tæt til sit bryst;
Og i smerten ved künft'gen timer
Kastede dem af ønsket øjeblik.

Hun vidste ikke, det var glemt,
At den ønsker og hülfelos
Var de jomfruelige lemmer
I elskede mand skød.

Da han forsøgte at kramme en kvinde,
Var blidt i søvn, vejrtrækning mild,
På sit hjerte dybt bevæget
En bleg, müdgeweintes barn.
*storm