Log no 9. Reflektioner over mine oplevelser i Psykiatrien siden 2004.

Min oplevelse er at det er nærmest umuligt at blive raskmeldt fra psykiatrien, uanset hvor rask du måtte være eller føle dig, så vil de altid behandle dig som syg, såfremt de først har givet dig en diagnose.

Herudover kan du oftest ikke få oplyst hvem du har været i kontakt med, det er som om de kender dit og din identitet, men "behandlerne" ved du ikke hvem er, du kan se deres ansigt osv, men det er umuligt som "patient" at holde styr på alle de ansigter og de oplyser ikke deres fulde navne, pånær et par "psykiatere".

Generelt et dybt destruktivt og farligt system, som jeg vil råde enhver til at undgå at blive "sygeliggjort" af.

Oftest vil omgivelserne også ændre adfærd overfor dig og behandle dig som "syg", igen uanset hvor rask du måtte være, her taler jeg om dem som du normalt kalder "familie" og "venner".

Den samtale jeg lige nu havde med en person som hedder "Lis", men som ikke vil opfylde sit fulde navn, var ekstremt grænseoverskridende, idet hun taler med en stemme til mig som om jeg er syg og "uinteligent" og hun kender min identitet og kan huske mig fra tidligere indlæggelser, men jeg aner ikke hvem hun er!! Er det ikke grænseoverskridende?

Iøvrigt kunne hun ikke omstille til Anja Schilling. Det undre mig om det i virkeligheden er Anjas virkelige navn, for hvorfor kan nogle medarbejdere oplyse deres fulde navn, mens andre ikke kan?

Helt igennem et destructivt system.